AO leverer hele VVS-entreprisen til Nordens første sygehusbyggeri bestående af præfabrikerede moduler på i alt 5.300 m2 fordelt på seks etager.
Modulerne bliver produceret på Jytas’ fabrik i Galten og fragtes med specialtransport til Rigshospitalet. Denne form for byggemetode er med til at sikre en kort byggeperiode, hvilket er meget fordelagtigt i forbindelse med et sygehusbyggeri, da det sikrer færrest mulige gener for såvel medarbejdere som patienter.
En del af stuerne i det nye byggeri er isolationsstuer, så det har givet os nogle store udfordringer, da det stiller store krav til de forskellige materialevalg i forbindelse med rengøringen.
AO har bl.a. skullet finde nogle specielle berøringsfrie indbygningsarmaturer til brus, og der har også været specielle krav vedrørende rengøringen til såvel radiatorer som sanitet.
Byggeriet skal stå færdigt ultimo 2013.